Videoer om Peter Jensen og Peterspladsen.
Peterspladsen er en fascinerende dyreskulpturpark der ligger på toppen af en bakke i Bjergby 10 km nord for
Hjørring. Der er en enestående udsigt fra pladsen.
Dyrene på Peterspladsen er udført af den lokale Bjergbybo Peter Jensen, også kendt som
"Danmarks-Peter" eller "Sme'Peter". Peter var en folkekunstner i ordets bedste forstand. Omkring sit hus i Bjergby skabte
han en urskov, beboet af dyreskulpturer i cement og skrot. Peter opfattede ikke selv skulpturerne som kunst, men efter
hans død i1985 blev det med Hjørring Kommunes Kunstudvalgs mellemkomst besluttet at bevare de af skulpturerne,
som kunne istandsættes. Skulpturerne blev i 1987 flyttet til pladsen foran plejehjemmet Solhjem.
Billedhuggeren Marit Benthe Norheim, der selv arbejder i beton, stod i 2002 for en gennemgribende konservering
af skulpturerne. Det blev fejret i sep. 2002. Plejehjemmet solhjem blev nedlagt i 2003, men er siden købt i 2015 af en forening Aktivitetshuset Solhjem Bjergby-Mygdal, som i dag er i gang med at
renovere det gamle plejehjem. (Se mere under www.solhjem.dk)
Dyrene er igen i 2018 blevet renoveret af Marit Benthe Norheim og hjælpere, med støtte fra ENV-fonden.
|
|